Thisted Amtstidende, den 6 marts 1908:
Dødsfald :
I går døde en af thylands kendte mænd, en banebryder fra tidligere dage, kroejer Johannes Nyboe af Koldby, 78 år gl. Han havde således stor interesse for plantningssagen og anlagde selv ved Koldby kro en have, som i den træfattige egn afgav et sjældent tilflugtssted. Johannes Nyboe har også givet sig af med hededyrkning, idet han i sine unge dage byggede en gård i Harring Hede, hvad der dengang blev anset for et stort vovestykke. Folk fik dog der øjet opladt for, at der virkelig i hedeegnen var store strækninger, der med fordel lod sig opdyrke. Som kromand var joh. Nyboe noget nær enestående, ti han tillod ikke, at egnens folk ødte deres tid og deres penge på kroen. Denne var efter hans begreber til for de vejfarende, ikke for andre. Han tillod derfor heller ikke hverken kortspil eller svir i sine lokaler. Man tør derfor roligt sige, at blev alle kroer drevne efter samme principper som kroen i Koldby er bleven det af Joh. Nyboe, ville de ikke være synderlig udsatte for at blive stemt ned. I de sidste år var Joh. Nyboe bleven stærkt aflægs. Nu han er død, vil han blive mindet som en af egnens foregangsmænd. |
Thisteds Amts avis den 6. marts 1908:
Dødsfald:
I går afgik ved døden en af mellemthys mest bekendte mænd, Kroejer Johannes C. Nyboe, Koldby Kro.
|
Thisted Amts avis den 14 marts 1908:
I går begravedes på Hørdum kirkegård kroejer Joh. C. Nyeboe, Koldby. Et ualmindeligt stort følge, ca. 300 mennesker, hvoriblandt næsten alle hans gamle tjenestefolk var mødt for at vise ham den sidste ære. Et væld af kranse og palmedekorationer, hvoraf mange signerede, deri blandt en særlig smuk fra nationalmuseet i København dækkede kisten, foruden at en vogn kørte med et helt læs. Familiens mangeårige ven, pastor Tølbøll, Ørum ved Viborg, holdt talen i hjemmet, og stedets præst, pastor Hansen, Skyum, holdt talen i kirken. Før kisten bæres ud af kirken til graven, sang ingeniør Kiøsen, København, oppe fra orgelet salmen: Jeg lever og ved hvor længe fuldtrøst. Efter jordpåkastelsen takkede på familiens vegne afdødes yngste søn Ingeniør Nyeboe, for den store deltagelse, der var vist familien i disse dage. |
Nekrologerne er fra Thisted biblioteks mikrofilmarkiv. |